Louises liv

- Louise føler altid, hun krymper og bliver til ingenting, når kommunen kalder hende Louise. Det havde sagsbehandleren gjort, hver gang hun skrev referater af deres samtaler. Louise sagde, Louise vil gerne, Louise har gjort – ikke i bukserne. Sagsbehandleren skrev bare sådan som om Louise var en vandhane.

- Informationssamfundet er en kiste. En kæmpe ligkiste. Låget er skruet af. Vi skal bare hoppe op i kisten, blive til ord og holde op med at give liv med vores hænder. 

- Afgrunden er det øjeblik, hvor hun ikke længere har ret til dagpenge og skal mutere til en engel og leve af luft.

- Et menneske kan sagtens leve uden kærlighed, men et menneske kan ikke leve i et pengesamfund uden penge.


- Et samfunds moralske niveau afslører sig i den måde et samfund behandler mennesker på.

- Louises menneskelige fornuft siger, at det er ynkeligt og uanstændigt, at tage hovedpuderne fra de syge.   

- Ingen ved, hvem hinanden er, fordi mennesker ikke længere taler med hinanden, deler fælleskab med hinanden, deler den største kærlighed af alle, at kunne give hinanden liv.

 - Der er ingen ord i Louise. Blot denne uendelige vished dybt inde i hjertet om, at hænder er noget af det mest dyrebare og forunderlige ved at være menneske.